|
|
| Hér er að finna allar skráðar upplýsingar um hugtakið. |
|
|
| [danska] |
rune
sk.
|
|
[sérsvið] skrifttype, alfabet, runer
[skilgr.] Runealfabetet er et skriftsystem, der opstod i 2. århundrede e.v.t. og som hovedsageligt blev brugt inden for den germanske og nordiske kultur. Som skrifttradition var runerne udviklet uafhængigt af den latinske. Et runebogstav bliver i reglen kaldt en "runestav", og "runerækken" kaldes fuþark efter rækkefølgen på de seks første runestave. De ældste eksempler på runer stammer fra slutningen af 100-tallet e.v.t., og de var i brug som kommunikationsmiddel i over 1.200 år. Først omkring 1000-1200-tallet begyndte de i Norden at blive erstattet af det latinske alfabet, men det overlevede længe efter som alternativt skriftsystem.
[skýr.] Runealfabetet var i levende brug helt op i middelalderen, selv om religionsskiftet førte til, at man foretrak det latinske alfabet i officielle meddelelser. I det 13. århundreder oplevede runerne en mindre renæssance i Danmark, og Skånske lov er således skrevet på runer. En vigtig grund, til at runerne bevarede deres popularitet var at de var lettere at bruge i hverdagen. I middelalderen var skrivematerialer som papir og blæk sjældne, mens træstykker og knive, som runealfabetet var ideelt til, som regel altid var ved hånden. Den latinske skrift var i denne periode var desuden nært knyttet til kirken, mens ingen ’’ejede’’ runerne.
Det middelalderlige runealfabet har udvidet den vanskelige sekstentegnsfuþark, således at der var tegn, der svarede til de latinske tegn, der ellers blev brugt til at skrive de skandinaviske sprog ("stungne runer"):
[dæmi] Bemærkelsesværdigt i det islandske digtet Edda, d.v.s. Havamal, stanza 80:
Þat er þá reynt,
er þú að rúnum spyrr
inum reginkunnum,
þeim er gerðu ginnregin
ok fáði fimbulþulr,
þá hefir hann bezt, ef hann þegir.
Det viser sig nu,
hvad du bad om runerne,
potentater af de berømte dem,
Hvilket gjorde de store guder,
og den mægtige salvie farves,
At det er bedst for ham, hvis han forbliver tavs.
[aths.] Runology er studiet af de Runic alfabeter, runeindskrift, runesten, og deres historie. Specialized Runology danner en gren af germanske lingvistik.
|
| [enska] |
runic character
no.
|
| [sh.] |
runic letter
no.
|
| [sh.] |
rune
no.
|
|
[sérsvið] alphabet, signature, characters
[skilgr.] Runes (Proto-Norse: ᚱᚢᚾᛟ (runo), Old Norse: rún) are the letters in a set of related alphabets known as runic alphabets, which were used to write various Germanic languages before the adoption of the Latin alphabet and for specialised purposes thereafter. The Scandinavian variants are also known as futhark or fuþark (derived from their first six letters of the alphabet: F, U, Þ, A, R, and K); the Anglo-Saxon variant is futhorc or fuþorc (due to sound changes undergone in Old English by the names of those six letters).
[skýr.] In Norse mythology, the runic alphabet is attested to a divine origin (Icelandic/Old Norse: reginkunnr). This is attested as early as on the Noleby Runestone from approximately 600 AD that reads Runo fahi raginakundo toj[e'k]a..., meaning "I prepare the suitable divine rune...", and in an attestation from the 9th Century on the Sparlösa Runestone, which reads Ok rað runaʀ þaʀ rægi[n]kundu, meaning "And interpret the runes of divine origin". More notably, in the Poetic Edda poem Hávamál, Stanza 80, the runes also are described as reginkunnr:
Þat er þá reynt,
er þú að rúnum spyrr
inum reginkunnum,
þeim er gerðu ginnregin
ok fáði fimbulþulr,
þá hefir hann bazt, ef hann þegir.
That is now proved,
what you asked of the runes,
of the potent famous ones,
which the great gods made,
and the mighty sage stained,
that it is best for him if he stays silent.
[aths.] Runology is the study of the runic alphabets, runic inscriptions, runestones, and their history. Runology forms a specialised branch of Germanic linguistics.
|
| [þýska] |
Rune
kv.
|
|
[sérsvið] Schrift, Alphabet, Runen
[skilgr.] Runen (Proto-Norse: ᚱᚢᚾᛟ (Runo), Old Norse: rún) sind die Briefe in einem Satz von verwandten Alphabeten, die als Runen-Alphabete bekannt sind, die verwendet wurden, um verschiedene germanische Sprachen vor der Annahme des lateinischen Alphabets und für spezialisierte Zwecke danach zu schreiben . Die skandinavischen Varianten sind auch bekannt als futhark oder fuþark (abgeleitet aus ihren ersten sechs Buchstaben des Alphabets: F, U, Þ, A, R und K); Die angelsächsische Variante ist futhorc oder fuþorc (aufgrund von Klangveränderungen, die in Alt-Englisch durch die Namen dieser sechs Buchstaben unterzogen wurden).
[skýr.] In der nordischen Mythologie wird das Runenalphabet einer göttlichen Herkunft (altnordisch: reginkunnr) bezeugt. Dies ist schon auf dem Noleby Runestone von etwa 600 n. Chr. Bezeugt, dass Runo fahi raginakundo toj [e'k] a ... lautet, was bedeutet: "Ich bereite die passende göttliche Rune vor ..." und in einer Bescheinigung vom 9. Century auf dem Sparlösa Runestone, der liest ok rað runaʀ þaʀ rægi[n]kundu, bedeutet "Und interpretiere die Runen göttlichen Ursprungs". Besonders in der Poetischen Edda Gedicht Hávamál, Stanza 80, sind die Runen auch als Reginkunnr beschrieben:
[dæmi] Þat er þá reynt,
er þú að rúnum spyrr
inum reginkunnum,
þeim er gerðu ginnregin
ok fáði fimbulþulr,
þá hefir hann bazt, ef hann þegir.
Das ist jetzt bewiesen,
Was hast du von den Runen gefragt,
Der starken berühmten,
Die die großen Götter gemacht haben,
Und der mächtige Weisen gefärbt,
Dass es für ihn am besten ist, wenn er schweigt.
[aths.] Runologie, Runenforschung, ist das Studium der Runen-Alphabete, Runeninschriften, Runestones und ihre Geschichte. Runology bildet eine spezialisierte Branche der germanischen Linguistik.
|
| [hollenska] |
runen letter
kv.
|
| [sh.] |
rune
kv.
|
|
[sérsvið] lettertype, alfabet
[skilgr.] Het runenschrift (kortweg runen) is het oudst bekende schrift gebruikt door de Germaanse volkeren van Noord-Europa, Groot-Brittannië, Scandinavië en IJsland vanaf de tweede of de derde eeuw tot de zestiende of zeventiende eeuw. Het bestaat uit letters samengesteld uit meestal rechte en hoekige lijnen die gemakkelijk in bijvoorbeeld steen of hout kunnen worden gekrast. Bij gebruik op metaal werden ook wel ronde vormen gebruikt. De term voor de wetenschappelijke bestudering van runenalfabetten, runeninscripties en hun geschiedenis, is runologie of runenkunde.
Het runenschrift is mogelijk afgeleid van het Latijnse alfabet. Het omvatte oorspronkelijk 24 lettertekens waar een magische betekenis aan verbonden werd. Deze Oudgermaanse runen werden vanaf de zevende eeuw verdrongen door de Angelsaksische runen (33 tekens) en Noordse runen (16 tekens). Het eindstadium van deze ontwikkeling viel in de negende eeuw. In de twaalfde eeuw hadden zich uit de Noordse runen de gepuncteerde runen (met puntjes) ontwikkeld. Deze waren beter bruikbaar, want 16 tekens bleek onvoldoende te zijn. Door de opkomst van het christendom liep de betekenis van het runenschrift achteruit.
[skýr.] In de Noorse mythologie wordt het runicalfabet getuigen van een goddelijke oorsprong (Oud-Noors: reginkunnr). Dit wordt al vanaf ongeveer 600 nC getoetst aan de Noleby Runestone, die Runo fahi raginakundo toj [e'k] a ... leest, wat betekent dat ik de geschikte goddelijke rune voorberei ... en in een verklaring van de 9e Eeuw op de Sparlösa Runestone, die leest Ok rað runaʀ þaʀ rægi[n]kundu, wat betekent "En de runen van goddelijke oorsprong interpreteren". Meer in het bijzonder, in het Poëtische Edda gedicht Hávamál, Stanza 80, worden de runen ook beschreven als reginkunnr:
[dæmi] Þat er þá reynt,
er þú að rúnum spyrr
inum reginkunnum,
þeim er gerðu ginnregin
ok fáði fimbulþulr,
þá hefir hann bazt, ef hann þegir.
Dat is nu bewezen,
Wat u van de runen vroeg,
Van de krachtige bekende,
Die de grote goden gemaakt hebben,
En de machtige wijze bleek,
Dat het het beste voor hem is als hij stil blijft.
[aths.] Runologie is de studie van de runische alfabetten, runenintekeningen, runstenen en hun geschiedenis. Runologie vormt een gespecialiseerde tak van de Germaanse taalkunde.
|
| [íslenska] |
rúnastafur
kk.
|
| [sh.] |
rúnatákn
hk.
|
| [sh.] |
rún
kv.
|
| [sh.] |
rúnaletur
hk.
|
|
[sérsvið] leturgerðir, stafróf
[skilgr.] Rúnir eru fornt stafróf sem notað var í mörgum germönskum málum frá 2. öld þar til þær smám saman viku fyrir latnesku letri. Rúnir voru fyrst og fremst höggnar í stein eða ristar í tré.
Elstu rúnir sem fundist hafa eru frá seinni hluta 2. aldar og voru þær algengar næstu þúsund árin um norðanverða Evrópu, einkum á Norðurlöndum. Með útbreiðslu kristni fylgdi latneska stafrófið inn í þjóðfélög germana og notkun rúnaletursins stórminnkaði allt frá 12. öld. Þó var það talsvert notað á Norðurlöndum allt fram á 14. öld og voru rúnir í notkun (einkum til skrauts) á einstaka stað allt fram um lok 19. aldar.
[skýr.] Allra elsta rúnaristan, sem þekkt er, er frá því um 150 e. Kr. á greiðu úr horni sem fannst í Vimose á Fjóni. Næst elstu rúnaristurnar eru frá seinni hluta 2. aldar og virðist rúnastafrófið hafa þá þegar verið komið í fastar skorður. Allar ristur frá 2. og 3. öld eru mjög stuttar, eitt eða tvö orð. Flestar þeirra hafa fundist í Suður-Skandinavíu, á Jótlandi, Sjálandi, Fjóni og á Skáni og bendir það til þess að rúnir séu upprunnar þaðan.
Fræðimönnum ber ekki saman um hver fyrirmynd rúnanna sé. Þó er talið að fyrirmyndina gæti verið að finna annaðhvort í latneska eða gríska stafrófinu eða í fornum norðurítölskum starfrófum. Hins vegar er ljóst að rúnirnar eru mótaðar af einhverjum sem var kunnugur stafrófum menningarheims Miðjarðarhafsins.
[dæmi] Úr Hávamálum Eddukvæða:
Þat er þá reynt,
er þú að rúnum spyrr
inum reginkunnum,
þeim er gerðu ginnregin
ok fáði fimbulþulr,
þá hefir hann bezt, ef hann þegir.
[aths.] Allmörg afbrigði er að finna af rúnum en þau helstu eru svo nefnd eldri rúnaröð eða fuþark hið eldra (sem var í notkun frá 150 til 700 e.Kr.), engilfrísísk rúnaröð eða fuþorc (800 til 1100), yngri rúnaröð eða fuþark hið yngra (sem var í notkun frá 700 fram til 1100) og stungnar rúnir eða miðaldarúnir (1100 til 1500). Stafrófsnafnið Fuþark er dregið af stafrófsröð fyrstu sex táknanna.
Rúnirnar voru ekki alltaf skrifaðar frá vinstri til hægri eins venjan er með nútíma-rithátt latnesks stafrófs. Þær gátu verið skrifaðar frá hægri til vinstri, jafnvel að ofan og niður. Þær voru einnig stundum skrifaðar án millibils milli orða og jafnvel fyrst frá vinstri til hægri og næsta lína frá hægri til vinstri.
|
| [sænska] |
runa
sk.
|
|
|
| [franska] |
caractère runique
kk.
|
| [sh.] |
rune
kv.
|
|
[sérsvið] police, alphabet, caractères runique
[skilgr.] L’alphabet runique ou futhark — terme formé à partir du nom de ses six premières lettres — est un alphabet qui fut utilisé pour l'écriture de langues germaniques par des peuples parlant ces langues, tels les Scandinaves, les Frisons, les Anglo-Saxons, etc. Il existe aussi des runes hongroises et des runes turques, deux systèmes indépendants. L'alphabet runique, appelé fuþark d'après le nom de ses six premières lettres, possédait initialement 24 signes. Il en a existé plusieurs types qui ont évolué en fonction du temps, mais aussi du peuple qui les employait. Dans les pays scandinaves, où les runes ont connu l'utilisation la plus développée, leur nombre s'est réduit à partir du viiie siècle pour finir avec un système à 16 runes.
[skýr.] Le fuþark fut créé par les locuteurs d'un dialecte germanique afin de transcrire leur langue par écrit. Bien que quelques érudits prétendent que les runes seraient entièrement issues de l’alphabet grec3 ou du latin4, la plupart des experts considèrent que le futhark est un mélange aux origines diverses. Dans son ouvrage Greeks and Goths : a study on the runes (1879), Isaac Taylor émet l'idée que les runes dérivaient d'un alphabet grec archaïque qu'utilisaient les colonies grecques de la mer Noire, et que le commerce de l'ambre fit pénétrer dans les régions bordant la Baltique. La théorie de Taylor a été rejetée par l'ensemble des runologues ; l'alphabet grec archaïque ayant été remplacé par l'alphabet grec standard vers 400 av. J.-C., soit quatre siècles avant l'apparition des premières runes.
[dæmi] Þat er þá reynt,
er þú að rúnum spyrr
inum reginkunnum,
þeim er gerðu ginnregin
ok fáði fimbulþulr,
þá hefir hann bezt, ef hann þegir.
Cela est maintenant prouvé,
ce que vous avez demandé des runes,
potentats de ceux célèbres,
Ce qui a fait les grands dieux,
et souillé le sage puissant,
Qu'il est le mieux pour lui s'il reste silencieux.
[aths.] Runologie est l'étude des runiques alphabets, inscription runique, pierres runiques, et leur histoire. Spécialisés runologie forment une branche de la linguistique germanique.
|
| [norskt bókmál] |
rune
sk.
|
|
[sérsvið] fonter, alfabet, runer
[skilgr.] Rune (fra det norrøne rún, som betyr 'hemmelighet') kan ha en rekke betydninger, men brukes oftest om flere beslektede typer skriftsystem som ble brukt i de germanske områdene fra tiden like etter vår tidsregning og frem til omkring reformasjonen på 1500-tallet – og enkelte isolerte steder helt frem til 1800-tallet. - Ordet har fra gammelt av også hatt en rekke andre betydninger, og har dels også beholdt disse frem til i dag. I sagalitteraturen finner vi ordet brukt som betegnelse på en sang, et trylleformular, et magisk symbol, et mysterie, og en hemmelig kunnskap.
[skýr.] De mange betydningene av ordet har dels ledet til en rekke teorier som knytter skriftsystemets opprinnelse til religiøs eller kultisk bruk. Det vises da blant annet til at da den misjonerende biskop Wulfila i det fjerde århundre oversatte bibelen fra gresk til vestgotisk, oversatte han ordet mysterion til runa. Det argumenteres derfor at de eldste urnordiske eller urgermanske betydningene av ordet kan ha vært «religiøst mysterie», eller «hemmelig, religiøst formula». - Helt motsatt har det bydd på betydelige problemer for forskerne at det kun er i få tilfeller man med noen sikkerhet kan si at omtalen av runer man finner i sagalitteraturen, retter seg mot skrifttegnene, eller om det kan vise til andre betydninger av ordet. Denne innvendingen fremholdes også til de strofer der det direkte snakkes om «å risse», eller «å farge» runene – man kan fremdeles ikke med sikkerhet si at det henvises til skriftsystemet runer.
[dæmi] Ett vers fra de islanske/gammelnorske Eddadigtene, Eddas Hávamál:
Þat er þá reynt,
er þú að rúnum spyrr
inum reginkunnum,
þeim er gerðu ginnregin
ok fáði fimbulþulr,
þá hefir hann bezt, ef hann þegir.
I nutidens norsk version:
Det er nå bevist,
hva du spurt av runene,
poten av de berømte,
Som gjorde de store guder,
og den mektige salvie farget,
At det er best for ham hvis han holder seg taus.
[aths.] Debatten mellom to syne har vært pågående blant runologene. Sistnevnte synspunkt, at man ikke ut fra sagalitteraturen kan slå fast at runene primært har oppstått ut fra religiøse eller kultiske behov, ble fremsatt av den danske professor Anders Bækksted på 1950-tallet. Han hevdet også at man må lete andre steder etter motivasjonen som lå bak runenes opprinnelse, og påpeker at en voksende økonomisk utvikling og en økende administrativ kompleksitet nødvendiggjorde et skriftspråk. Han mente det var dette som var årsaken til runenes opprinnelse, og at den religiøse og kultiske bruken var sekundær til disse pragmatiske behovene.[5] Dette synet har vunnet stort gehør i fagmiljøene, og har i stor grad vært det rådende det siste halve århundret
|
|
|
|
|
|
