Orðabanki

Or�abanki �slenskrar m�lst��var

Leit
Or�as�fn
Um or�abankann
Haf�u samband

H�r er a� finna allar skr��ar uppl�singar um hugtaki�.

�r or�asafninu Uppl�singafr��i

[s�nska]	kilskrift sk.

[franska]	cun�iforme kv.
	[s�rsvi�] types de polices �criture [skilgr.] L��criture cun�iforme est un syst�me d'�criture mis au point en Basse M�sopotamie entre 3400 et 3200 av. J.-C., qui s'est par la suite r�pandu dans tout le Proche-Orient ancien, avant de dispara�tre dans les premiers si�cles de l'�re chr�tienne. Au d�part pictographique et lin�aire, la graphie de cette �criture a progressivement �volu� vers des signes constitu�s de traits termin�s en forme de � coins � ou � clous � (latin cuneus), auxquels elle doit son nom, � cun�iforme �, qui lui a �t� donn� aux xviiie et xixe si�cles. Cette �criture se pratique par incision � l'aide d'un calame sur des tablettes d'argile, ou sur une grande vari�t� d'autres supports. [sk�r.] La longue et complexe �volution du cun�iforme � base syllabique a donc abouti � une �criture comprenant des signes � la fois phon�tiques et logographiques (ou id�ographiques), pouvant avoir diverses valeurs (polys�mie). Les signes peuvent avoir d'autres valeurs : compl�ments phon�tiques, d�terminatifs, signes num�riques. Il convient de r�sumer les grands traits de cette �criture et de s'interroger sur sa suppos�e complexit�, et de voir �galement les formes � d�riv�es � du cun�iforme : les alphabets cun�iformes, attest�s surtout � Ugarit, et le syllabaire perse. [aths.] � l'�poque moderne, plusieurs voyageurs occidentaux s'aventurent au Moyen-Orient et notamment en M�sopotamie, o� ils d�couvrent des exemplaires de l'�criture cun�iforme, qui par son caract�re myst�rieux peine � �tre per�ue comme une forme d'�criture. Pietro Della Valle, originaire de Rome, est le premier � recopier des inscriptions cun�iformes sur le site de Pers�polis en 1621. En 1771, l'Allemand Carsten Niebuhr ram�ne �galement des copies d'inscriptions cun�iformes de son voyage en M�sopotamie et en Perse. En 1784, le botaniste fran�ais Andr� Michaux d�couvre � proximit� des ruines de Ct�siphon un kudurru (st�le de donation) babylonien, premier document �pigraphique en �criture cun�iforme � �tre introduit en Europe. Il le d�pose en 1800 au Cabinet des m�dailles de la Biblioth�que nationale de France o� il est connu depuis sous le surnom de � caillou Michaux �10. De la m�me fa�on, quelques objets portant des signes cun�iformes arrivent en Europe, o� ils suscitent l'int�r�t de certains savants qui commencent � chercher � percer leurs myst�res
[enska]	cuneiform writing no.
[sh.]	cuneiform script no.
[sh.]	cuneiform hand no.
[sh.]	arrow-headed writing no.
	[s�rsvi�] script, manuscript [skilgr.] Emerging in Sumer in the late fourth millennium BC (the Uruk IV period), cuneiform writing began as a system of pictograms. In the third millennium, the pictorial representations became simplified and more abstract as the number of characters in use grew smaller (Hittite cuneiform). The system consists of a combination of logophonetic, consonantal alphabetic and syllabic signs. [sk�r.] In the early days of cuneiform decipherment, the reading of proper names presented the greatest difficulties. However, there is now a better understanding of the principles behind the formation and the pronunciation of the thousands of names found in historical records, business documents, votive inscriptions, literary productions and legal documents. The primary challenge was posed by the characteristic use of old Sumerian non-phonetic logograms in other languages that had different pronunciations for the same symbols. Until the exact phonetic reading of many names was determined through parallel passages or explanatory lists, scholars remained in doubt, or had recourse to conjectural or provisional readings. Fortunately, in many cases, there are variant readings, the same name being written phonetically (in whole or in part) in one instance, and logographically in another.
[hollenska]	spijkerschrift hk.
	[s�rsvi�] script, manuscripten [skilgr.] Het spijkerschrift is een schrift dat zich tussen 3300 en 2900 v.Chr. ontwikkelde vanuit een protoschrift, het proto-spijkerschrift, in het zuiden van Mesopotami�, in het land van Soemer, in het huidige Irak. Daardoor is het Soemerisch de oudste bewaard gebleven taal van het Oude Nabije Oosten. Het spijkerschrift werd geschreven op kleitabletten, waarop men met een rietstengel wig- en spijkervormige inkepingen maakte. Een specifieke combinatie van inkepingen vormt ��n spijkerschriftteken, ook wel spijker genaamd. Zo'n teken is een simplificatie van een pictogram of een ideogram. Na verloop van tijd waren er 1000 verschillende spijkers in gebruik. Later daalde dit aantal tot zo'n 400. [sk�r.] Het spijkerschrift heeft een hele ontwikkeling doorgemaakt. Aan het eind van het 4e millennium v.Chr. schreef men nog niet door met een stylus (schrijfstok met scherpe hoek) in klei te duwen. De verschillende tekens werden eerder in klei gekrast; ze zien eruit als tekeningen (fases 1 en 2 op illustratie hieronder). Vanaf het begin van het 3e millennium v.Chr. ging men voor een groot deel van de op dat ogenblik gebruikte schrifttekens een spijkerschriftvariant uitwerken. Eerst draaide men de tekening 90� (fase 3) en dan bootste men de originele schrifttekening na door met een stylus een aantal keren in de klei te duwen. Deze inkepingen in de klei van de stylus zien eruit als spijkers, vandaar de Nederlandse naam: spijkerschrift. [aths.] Gedurende een periode van 3000 jaar schreven de inwoners van Mesopotami� en grote delen van het Oude Nabije Oosten in het spijkerschrift op kleitabletten. Voor zover deze kleitabletten niet opzettelijk vernield werden, hebben ze de tand des tijds vrij goed doorstaan. Het spijkerschrift raakte in onbruik vanwege zijn complexiteit, maar omdat het geschreven werd op kleitabletten, hebben opgravingen van Mesopotamische steden veel meer authentieke geschreven historische bronnen opgeleverd dan bijvoorbeeld die van de Grieken en Romeinen, die op vergankelijker materiaal schreven. Miljoenen kleitabletten zijn sinds ca. 1850 bij archeologische opgravingen aan het licht gekomen. Alle mogelijke facetten van het dagelijkse, religieuze en economische leven van toen zijn zo bewaard gebleven en worden nu bestudeerd door de wetenschap die assyriologie heet.
[danska]	kileskrift sk.
	[s�rsvi�] skrifttyper, script [skilgr.] Kileskrift er det �ldste kendte skriftsystem. Det stammer fra det sydlige Babylonien i Sumer i anden halvdel af det 4. �rtusinde f.Kr., hvor det sandsynligvis blev udviklet i forbindelse med regnskabsf�ring. Skriften p� det tidlige stadie er piktogrammer, alts� ikke som s� et skriftsprog. Navnet p� skriftsystemet � kileskrift � skyldes, at kileformede tegn blev afsat p� fugtige lertavler med en griffel. Lertavlen blev bagt eller lagt til t�rre i solen. Studiet af Mesopotamien, a.k.a. assyriologi er velsignet med en stor m�ngde af s�danne lertavler, der dog som regel kun findes som fragmenter, s�kaldte ostrakon, men som skriftlige kilder er de uvurderlige. [sk�r.] Kileskriften spredte sig fra Mesopotamien til den �vrige n�re Orient, men brugen af kileskrift var mest udbredt i Mesopotamien, hvor den f�rst d�de ud ca. 100 e.Kr. I hele perioden fra ca. 3400 f.kr. til 100 e.Kr. blev de oprindelige billeder efterh�nden mere og mere stiliserede og antallet af tegn varierede betydeligt. [aths.] Kileskrift er v�sentligt et skriftsystem og et talsystem. Kileskrift blev brugt til at skrive en lang r�kke andre sprog end sumerisk og akkadisk i oldtidens n�re Orient, blandt andet hittitisk, hattisk og luvisk. I mods�tning til sumerisk, der som hurrittisk er et isoleret sprog, er akkadisk et semitisk sprog. Akkadisk bruges som en sproglig betegnelse for oldakkadisk (ca. 2300-2100 f.Kr.) samt de to dialekter babylonisk og assyrisk.
[��ska]	Keilschrift kv.
	[s�rsvi�] Schriftarten; Schriftforschung [skilgr.] Als Keilschrift bezeichnet man ein vom 34. Jahrhundert v. Chr. bis mindestens ins 1. Jahrhundert n. Chr. benutztes Schriftsystem, das im Vorderen Orient zum Schreiben mehrerer Sprachen verwendet wurde. Die Bezeichnung beruht auf den Grundelementen der Keilschrift: waagrechten, senkrechten und schr�gen Keilen. Typische Texttr�ger sind Tontafeln, die durch das Eindr�cken eines Schreibgriffels in den noch weichen Ton beschrieben wurden. [sk�r.] Die Keilschrift war anf�nglich eine Bilderschrift. Sie entwickelte sich zu einer Silbenschrift, aus der auch eine phonetische Konsonantenschrift (die ugaritische Schrift) hervorging. Die Keilschrift wurde von den Sumerern erfunden und sp�ter von zahlreichen V�lkern des Alten Orients verwendet: von den Akkadern, Babyloniern, Assyrern, Hethitern, Persern und anderen. Schlie�lich wurde sie von anderen Schriftformen (z. B. der ph�nizischen Schrift) verdr�ngt und geriet in Vergessenheit. Letzte Keilschrifttexte wurden in seleukidischer Zeit verfasst. [aths.] Das bevorzugte Schriftmedium der Keilschrift zur Zeit ihrer Verbreitung (3000 bis 500 v. Chr.) waren Tafeln aus feuchtem Ton. Die Schriftzeichen wurden mittels eines Schilfrohr- oder Holzgriffels eingepr�gt. Danach trockneten die Tontafeln, oder sie wurden durch Brennen zus�tzlich geh�rtet. K�nigsinschriften der Assyrer waren meist in Stein geschlagen. Die urart�ische Keilschrift findet sich fast ausschlie�lich auf Felsen. Es wurden aber auch mit einem Stichel in Silberplatten gepr�gte Texte in Keilschrift gefunden.
[�slenska]	fleygr�nir kv. , flt
[sh.]	fleygletur hk.
	[s�rsvi�] leturger�ir, skrifletur [skilgr.] Fleygr�nir (Cuneiform) eru letur sem tali� er elsta �ekkta skriftarformi� og �a� var nota� � Pers�u, S�mer og Bab�l�n�u fr� �v� um 2500 f. Kr. til um 1000 f. Kr. Kerfi� var t�lulegt atkv��at�knr�f, en hvert or� haf�i hlj��gildi og t�lugildi. Til d�mis var talan 1 t�knu� me� einum l��r�ttum fleyg en sama t�kn var bori� fram sem �ane� og ��ddi naut. � hebresku �ekkist samskonar t�kn, {\displaystyle \aleph } (��ur fyrr skrifa� {\displaystyle \forall }, sem er l�kt einum fleyg), sem �aleph�, og ��ir einnig naut �ar. Grikkir sneru �essu t�kni vi� og k�llu�u �a� �alpha�, en h�ldu s�mu merkingu um ��nokkurt skei�. D�mi um mikilv�gt or� � �essu kerfi er Anu.png, Anu, nafn ��sta gu�s S�mera. Eins og s�st � �essu var rita� fr� h�gri til vinstri � �essu ritkerfi en l�nurnar f�ru ni�ur � vi� og d�lkar f�r�ust � lengra til h�gri. Fyrstu ritin sem voru skrifu� � �essu ritkerfi voru skattaskr�r, en elsta fr�s�gn sem fundist hefur, �.e. Gilgameskvi�a, s�gulj�� fr� Mes�p�tam�u, var skrifu� � leirt�flur me� �essu letri (og raunar einnig ��rum). [sk�r.] Nokkar mismunandi kenningar eru uppi um hvernig fleygr�nirnar ur�u til og �r�u�ust. S� fyrsta, og jafnframt s� vins�lasta, er s� a� myndletur, e�a myndir sem st��u fyrir raunverulega hluti, v�ru grunnurinn a� fleygr�num. Eldri myndletur e�a t�kn l�ktust mj�g �v� sem ��r l�stu en eftir endurtekna notkun f�ru t�knin a� breytast, ver�a einfaldari og jafnvel afstrakt. T�knin ur�u svo fleyglaga, sem ger�i f�lki kleyft a� tj� hlj�� og �hlutger� hugt�k. �nnur kenning Denise Schmandt-Besserat er s� a� fleygr�nir s�u � raun sprottnar af notkun �r�v��ra leirt�kna sem voru nokkurs konar gjaldmi�ill, notu� � skiptum fyrir v�rur e�a �j�nustu. [d�mi] Elstu �ekktu d�min um fleygr�nir voru �tskorin e�a ritu� af S�merum sunnarlega � Mes�p�ta�mu, sem g�fu hverju t�kni sitt hlj��. S��ar t�ku Akkad�ar t�knin einnig upp, en b�ru �au fram sem samsvarandi akkad�sk or�. Fleygr�nir gengu �annig milli manna og �j��a. Fr� Akkad�um til Bab�lonmanna og svo �fram til S�rlendinga. [aths.] �tbrei�sla fleygr�na utan Mes�p�tam�u h�fst um �a� bil 3000 f. Kr. �egar landi� Elam, n� su�vestur-�ran, t�k ��r upp. Um 2000 f. Kr. voru fleygr�nir svo or�nar algildur tj�ningarmi�ill � ritu�um samskiptum me�al �j��a Mi�-Austurlanda. S�rlenska og Bab�l�nska st�rveldi� li�u svo undir lok � 7. og 8. �ld f. Kr. �� var aramiska a� ver�a algengasta tungum�l sv��isins og f�nik�skt stafr�f a� komast � almenna notkun. Fleygr�nir voru nota�ar � s�fellt minni m�li, �� svo a� margir prestar og fr��imenn hafi haldi� notkun skriftarformsins lifandi allt til 2. aldar f. Kr. Fleygr�nir hurfu af sj�narsvi�inu a�allega vegna �ess a� ��r g�tu ekki keppt vi� stafr�fskerfin sem �r�u� voru af F�n�kum, �sraelum, Grikkjum og ��rum �j��um vi� Mi�jar�arhaf.
[norskt b�km�l]	kileskrift sk.
	[s�rsvi�] skrifter, skrift forskning [skilgr.] Kileskrift er et av de eldste skrifter og skrivesystem i verden og ble oppfunnet i Sumer. Det er en form for skrift som ble brukt av flere folk i Levanten i oldtiden. En rekke forskjellige oldtidsspr�k ble skrevet med denne skriften. Skriftsystemet har sin betegnelse ettersom tegnene hadde form som spisser og vinkler, kileformede tegn, og ettersom skriverne benyttet en spiss pinne for � risse skrifttegnene i myk leire som siden ble t�rket. [sk�r.] Skriften ble utviklet i Sumer i slutten av fjerde millennium f.Kr. (Uruk IV-perioden) og begynte som et system med piktogrammer. I det tredje millennium begynte piktogrammene � bli forenklet og mer abstrakte da antallet bokstaver som ble benyttet ble mindre. Systemet besto av en kombinasjon av logofoniske, konsonantpreget alfabet og syllabisk (stavelsesdannende) tegn. [aths.] I nyere tid begynte man � tyde skriften p� slutten av 1700-tallet. Viktige personer p� dette omr�det var dansken Carsten Niebuhr, tyskeren Georg Friedrich Grotefend, og engelskmannen Henry Rawlinson. Tydningen av denne skriften �pnet en helt ny verden for arkeologene og forst�elsen av oldtidens kulturer ble utvidet mer enn noen gang f�r. I tidens l�p har man funnet flere hundre tusen innskrifter p� leirtavler. Disse innskriftene inneholder ofte handelsavtaler og brev. Men mange innskrifter med lover og kongelister er ogs� funnet.

Aftur � leitarni�urst��ur
Leita aftur