Orðabanki íslenskrar málstöðvar
          

Leit
Orðasöfn
Um orðabankann
Hafðu samband

   
Innskráning
Hér er að finna allar skráðar upplýsingar um hugtakið.
Úr orðasafninu Upplýsingafræði    
[franska] cunéiforme kv.

[sérsvið] types de polices écriture
[skilgr.] L’écriture cunéiforme est un système d'écriture mis au point en Basse Mésopotamie entre 3400 et 3200 av. J.-C., qui s'est par la suite répandu dans tout le Proche-Orient ancien, avant de disparaître dans les premiers siècles de l'ère chrétienne. Au départ pictographique et linéaire, la graphie de cette écriture a progressivement évolué vers des signes constitués de traits terminés en forme de « coins » ou « clous » (latin cuneus), auxquels elle doit son nom, « cunéiforme », qui lui a été donné aux xviiie et xixe siècles. Cette écriture se pratique par incision à l'aide d'un calame sur des tablettes d'argile, ou sur une grande variété d'autres supports.
[skýr.] La longue et complexe évolution du cunéiforme à base syllabique a donc abouti à une écriture comprenant des signes à la fois phonétiques et logographiques (ou idéographiques), pouvant avoir diverses valeurs (polysémie). Les signes peuvent avoir d'autres valeurs : compléments phonétiques, déterminatifs, signes numériques. Il convient de résumer les grands traits de cette écriture et de s'interroger sur sa supposée complexité, et de voir également les formes « dérivées » du cunéiforme : les alphabets cunéiformes, attestés surtout à Ugarit, et le syllabaire perse.
[aths.] À l'époque moderne, plusieurs voyageurs occidentaux s'aventurent au Moyen-Orient et notamment en Mésopotamie, où ils découvrent des exemplaires de l'écriture cunéiforme, qui par son caractère mystérieux peine à être perçue comme une forme d'écriture. Pietro Della Valle, originaire de Rome, est le premier à recopier des inscriptions cunéiformes sur le site de Persépolis en 1621. En 1771, l'Allemand Carsten Niebuhr ramène également des copies d'inscriptions cunéiformes de son voyage en Mésopotamie et en Perse. En 1784, le botaniste français André Michaux découvre à proximité des ruines de Ctésiphon un kudurru (stèle de donation) babylonien, premier document épigraphique en écriture cunéiforme à être introduit en Europe. Il le dépose en 1800 au Cabinet des médailles de la Bibliothèque nationale de France où il est connu depuis sous le surnom de « caillou Michaux »10. De la même façon, quelques objets portant des signes cunéiformes arrivent en Europe, où ils suscitent l'intérêt de certains savants qui commencent à chercher à percer leurs mystères
[enska] cuneiform writing no.
[sh.] cuneiform script no.
[sh.] cuneiform hand no.
[sh.] arrow-headed writing no.

[sérsvið] script, manuscript
[skilgr.] Emerging in Sumer in the late fourth millennium BC (the Uruk IV period), cuneiform writing began as a system of pictograms. In the third millennium, the pictorial representations became simplified and more abstract as the number of characters in use grew smaller (Hittite cuneiform). The system consists of a combination of logophonetic, consonantal alphabetic and syllabic signs.
[skýr.] In the early days of cuneiform decipherment, the reading of proper names presented the greatest difficulties. However, there is now a better understanding of the principles behind the formation and the pronunciation of the thousands of names found in historical records, business documents, votive inscriptions, literary productions and legal documents. The primary challenge was posed by the characteristic use of old Sumerian non-phonetic logograms in other languages that had different pronunciations for the same symbols. Until the exact phonetic reading of many names was determined through parallel passages or explanatory lists, scholars remained in doubt, or had recourse to conjectural or provisional readings. Fortunately, in many cases, there are variant readings, the same name being written phonetically (in whole or in part) in one instance, and logographically in another.
[hollenska] spijkerschrift hk.

[sérsvið] script, manuscripten
[skilgr.] Het spijkerschrift is een schrift dat zich tussen 3300 en 2900 v.Chr. ontwikkelde vanuit een protoschrift, het proto-spijkerschrift, in het zuiden van Mesopotamië, in het land van Soemer, in het huidige Irak. Daardoor is het Soemerisch de oudste bewaard gebleven taal van het Oude Nabije Oosten. Het spijkerschrift werd geschreven op kleitabletten, waarop men met een rietstengel wig- en spijkervormige inkepingen maakte. Een specifieke combinatie van inkepingen vormt één spijkerschriftteken, ook wel spijker genaamd. Zo'n teken is een simplificatie van een pictogram of een ideogram. Na verloop van tijd waren er 1000 verschillende spijkers in gebruik. Later daalde dit aantal tot zo'n 400.
[skýr.] Het spijkerschrift heeft een hele ontwikkeling doorgemaakt. Aan het eind van het 4e millennium v.Chr. schreef men nog niet door met een stylus (schrijfstok met scherpe hoek) in klei te duwen. De verschillende tekens werden eerder in klei gekrast; ze zien eruit als tekeningen (fases 1 en 2 op illustratie hieronder). Vanaf het begin van het 3e millennium v.Chr. ging men voor een groot deel van de op dat ogenblik gebruikte schrifttekens een spijkerschriftvariant uitwerken. Eerst draaide men de tekening 90° (fase 3) en dan bootste men de originele schrifttekening na door met een stylus een aantal keren in de klei te duwen. Deze inkepingen in de klei van de stylus zien eruit als spijkers, vandaar de Nederlandse naam: spijkerschrift.
[aths.] Gedurende een periode van 3000 jaar schreven de inwoners van Mesopotamië en grote delen van het Oude Nabije Oosten in het spijkerschrift op kleitabletten. Voor zover deze kleitabletten niet opzettelijk vernield werden, hebben ze de tand des tijds vrij goed doorstaan. Het spijkerschrift raakte in onbruik vanwege zijn complexiteit, maar omdat het geschreven werd op kleitabletten, hebben opgravingen van Mesopotamische steden veel meer authentieke geschreven historische bronnen opgeleverd dan bijvoorbeeld die van de Grieken en Romeinen, die op vergankelijker materiaal schreven. Miljoenen kleitabletten zijn sinds ca. 1850 bij archeologische opgravingen aan het licht gekomen. Alle mogelijke facetten van het dagelijkse, religieuze en economische leven van toen zijn zo bewaard gebleven en worden nu bestudeerd door de wetenschap die assyriologie heet.
[danska] kileskrift sk.

[sérsvið] skrifttyper, script
[skilgr.] Kileskrift er det ældste kendte skriftsystem. Det stammer fra det sydlige Babylonien i Sumer i anden halvdel af det 4. årtusinde f.Kr., hvor det sandsynligvis blev udviklet i forbindelse med regnskabsføring. Skriften på det tidlige stadie er piktogrammer, altså ikke som så et skriftsprog. Navnet på skriftsystemet – kileskrift – skyldes, at kileformede tegn blev afsat på fugtige lertavler med en griffel. Lertavlen blev bagt eller lagt til tørre i solen. Studiet af Mesopotamien, a.k.a. assyriologi er velsignet med en stor mængde af sådanne lertavler, der dog som regel kun findes som fragmenter, såkaldte ostrakon, men som skriftlige kilder er de uvurderlige.
[skýr.] Kileskriften spredte sig fra Mesopotamien til den øvrige nære Orient, men brugen af kileskrift var mest udbredt i Mesopotamien, hvor den først døde ud ca. 100 e.Kr. I hele perioden fra ca. 3400 f.kr. til 100 e.Kr. blev de oprindelige billeder efterhånden mere og mere stiliserede og antallet af tegn varierede betydeligt.
[aths.] Kileskrift er væsentligt et skriftsystem og et talsystem. Kileskrift blev brugt til at skrive en lang række andre sprog end sumerisk og akkadisk i oldtidens nære Orient, blandt andet hittitisk, hattisk og luvisk. I modsætning til sumerisk, der som hurrittisk er et isoleret sprog, er akkadisk et semitisk sprog. Akkadisk bruges som en sproglig betegnelse for oldakkadisk (ca. 2300-2100 f.Kr.) samt de to dialekter babylonisk og assyrisk.
[þýska] Keilschrift kv.

[sérsvið] Schriftarten; Schriftforschung
[skilgr.] Als Keilschrift bezeichnet man ein vom 34. Jahrhundert v. Chr. bis mindestens ins 1. Jahrhundert n. Chr. benutztes Schriftsystem, das im Vorderen Orient zum Schreiben mehrerer Sprachen verwendet wurde. Die Bezeichnung beruht auf den Grundelementen der Keilschrift: waagrechten, senkrechten und schrägen Keilen. Typische Textträger sind Tontafeln, die durch das Eindrücken eines Schreibgriffels in den noch weichen Ton beschrieben wurden.
[skýr.] Die Keilschrift war anfänglich eine Bilderschrift. Sie entwickelte sich zu einer Silbenschrift, aus der auch eine phonetische Konsonantenschrift (die ugaritische Schrift) hervorging. Die Keilschrift wurde von den Sumerern erfunden und später von zahlreichen Völkern des Alten Orients verwendet: von den Akkadern, Babyloniern, Assyrern, Hethitern, Persern und anderen. Schließlich wurde sie von anderen Schriftformen (z. B. der phönizischen Schrift) verdrängt und geriet in Vergessenheit. Letzte Keilschrifttexte wurden in seleukidischer Zeit verfasst.
[aths.] Das bevorzugte Schriftmedium der Keilschrift zur Zeit ihrer Verbreitung (3000 bis 500 v. Chr.) waren Tafeln aus feuchtem Ton. Die Schriftzeichen wurden mittels eines Schilfrohr- oder Holzgriffels eingeprägt. Danach trockneten die Tontafeln, oder sie wurden durch Brennen zusätzlich gehärtet. Königsinschriften der Assyrer waren meist in Stein geschlagen. Die urartäische Keilschrift findet sich fast ausschließlich auf Felsen. Es wurden aber auch mit einem Stichel in Silberplatten geprägte Texte in Keilschrift gefunden.
[íslenska] fleygrúnir kv. , flt
[sh.] fleygletur hk.

[sérsvið] leturgerðir, skrifletur
[skilgr.] Fleygrúnir (Cuneiform) eru letur sem talið er elsta þekkta skriftarformið og það var notað í Persíu, Súmer og Babýlóníu frá því um 2500 f. Kr. til um 1000 f. Kr. Kerfið var tölulegt atkvæðatáknróf, en hvert orð hafði hljóðgildi og tölugildi. Til dæmis var talan 1 táknuð með einum lóðréttum fleyg en sama tákn var borið fram sem „ane“ og þýddi naut. Í hebresku þekkist samskonar tákn, {\displaystyle \aleph } (áður fyrr skrifað {\displaystyle \forall }, sem er líkt einum fleyg), sem „aleph“, og þýðir einnig naut þar. Grikkir sneru þessu tákni við og kölluðu það „alpha“, en héldu sömu merkingu um þónokkurt skeið. Dæmi um mikilvægt orð í þessu kerfi er Anu.png, Anu, nafn æðsta guðs Súmera. Eins og sést á þessu var ritað frá hægri til vinstri í þessu ritkerfi en línurnar fóru niður á við og dálkar færðust æ lengra til hægri. Fyrstu ritin sem voru skrifuð í þessu ritkerfi voru skattaskrár, en elsta frásögn sem fundist hefur, þ.e. Gilgameskviða, söguljóð frá Mesópótamíu, var skrifuð á leirtöflur með þessu letri (og raunar einnig öðrum).
[skýr.] Nokkar mismunandi kenningar eru uppi um hvernig fleygrúnirnar urðu til og þróuðust. Sú fyrsta, og jafnframt sú vinsælasta, er sú að myndletur, eða myndir sem stóðu fyrir raunverulega hluti, væru grunnurinn að fleygrúnum. Eldri myndletur eða tákn líktust mjög því sem þær lýstu en eftir endurtekna notkun fóru táknin að breytast, verða einfaldari og jafnvel afstrakt. Táknin urðu svo fleyglaga, sem gerði fólki kleyft að tjá hljóð og óhlutgerð hugtök. Önnur kenning Denise Schmandt-Besserat er sú að fleygrúnir séu í raun sprottnar af notkun þrívíðra leirtákna sem voru nokkurs konar gjaldmiðill, notuð í skiptum fyrir vörur eða þjónustu.
[dæmi] Elstu þekktu dæmin um fleygrúnir voru útskorin eða rituð af Súmerum sunnarlega í Mesópótaímu, sem gáfu hverju tákni sitt hljóð. Síðar tóku Akkadíar táknin einnig upp, en báru þau fram sem samsvarandi akkadísk orð. Fleygrúnir gengu þannig milli manna og þjóða. Frá Akkadíum til Babýlonmanna og svo áfram til Sýrlendinga.
[aths.] Útbreiðsla fleygrúna utan Mesópótamíu hófst um það bil 3000 f. Kr. þegar landið Elam, nú suðvestur-Íran, tók þær upp. Um 2000 f. Kr. voru fleygrúnir svo orðnar algildur tjáningarmiðill í rituðum samskiptum meðal þjóða Mið-Austurlanda. Sýrlenska og Babýlónska stórveldið liðu svo undir lok á 7. og 8. öld f. Kr. Þá var aramiska að verða algengasta tungumál svæðisins og fönikískt stafróf að komast í almenna notkun. Fleygrúnir voru notaðar í sífellt minni mæli, þó svo að margir prestar og fræðimenn hafi haldið notkun skriftarformsins lifandi allt til 2. aldar f. Kr. Fleygrúnir hurfu af sjónarsviðinu aðallega vegna þess að þær gátu ekki keppt við stafrófskerfin sem þróuð voru af Föníkum, Ísraelum, Grikkjum og öðrum þjóðum við Miðjarðarhaf.
[sænska] kilskrift sk.
[norskt bókmál] kileskrift sk.

[sérsvið] skrifter, skrift forskning
[skilgr.] Kileskrift er et av de eldste skrifter og skrivesystem i verden og ble oppfunnet i Sumer. Det er en form for skrift som ble brukt av flere folk i Levanten i oldtiden. En rekke forskjellige oldtidsspråk ble skrevet med denne skriften. Skriftsystemet har sin betegnelse ettersom tegnene hadde form som spisser og vinkler, kileformede tegn, og ettersom skriverne benyttet en spiss pinne for å risse skrifttegnene i myk leire som siden ble tørket.
[skýr.] Skriften ble utviklet i Sumer i slutten av fjerde millennium f.Kr. (Uruk IV-perioden) og begynte som et system med piktogrammer. I det tredje millennium begynte piktogrammene å bli forenklet og mer abstrakte da antallet bokstaver som ble benyttet ble mindre. Systemet besto av en kombinasjon av logofoniske, konsonantpreget alfabet og syllabisk (stavelsesdannende) tegn.
[aths.] I nyere tid begynte man å tyde skriften på slutten av 1700-tallet. Viktige personer på dette området var dansken Carsten Niebuhr, tyskeren Georg Friedrich Grotefend, og engelskmannen Henry Rawlinson. Tydningen av denne skriften åpnet en helt ny verden for arkeologene og forståelsen av oldtidens kulturer ble utvidet mer enn noen gang før. I tidens løp har man funnet flere hundre tusen innskrifter på leirtavler. Disse innskriftene inneholder ofte handelsavtaler og brev. Men mange innskrifter med lover og kongelister er også funnet.
Aftur í leitarniðurstöður
Leita aftur